/\

ANNONCE

Foto: Andreas Houmann
Foto: Andreas Houmann

Mennesker

Hans navn er Bang, Claes Bang

Den prisbelønnede film The Square har forvandlet Claes Bang fra en dansk teaterskuespiller til et internationalt navn. Men mens hans fans kæmper for, at han bliver den næste James Bond, lever Claes et stille og hyggeligt liv i København. Og så har han en anden karriere, du måske ikke har hørt om – endnu.

Navn: Claes Bang
Alder: 50
Bor:  København
Familie: Gift med Lis Kasper Bang, stedfar til hendes børn på 8 og 30, stedbedstefar til en lille dreng.  
Filmer/TV-serier: The Square, Anna Pihl, The Bridge, Sibel & Max
Kommer snart:  Requiem på Betty Nansen Teatret i København. 

Read more

Claes Bang er begejstret. Han kobler sin iPhone til stereoanlægget i stuen og en festlig sang, der minder om Pet Shop Boys, fylder lejligheden på Frederiksberg, som han bor i sammen med sin kone Lis og hendes børn. Han er måske en anelse selvbevidst, mens han forsvinder ud i køkkenet for at hente mere kaffe, mens hans hæse stemme i højtaleren spørger ”Hvordan kan jeg tillade mig at tro, at jeg kan ændre verden?”

“Når jeg laver musik, går jeg under aliasset ‘This Is Not America’”, siger han, da han træder ind i rummet igen. “Jeg har taget titlen fra en gammel David Bowie-sang. Det skyldes, at DR engang fortalte mig, at de aldrig ville spille en sang lavet af en skuespiller. Så jeg snød dem”.  

At ændre hele verden er nok for meget at bede om, til gengæld har Claes afgjort formået at ændre sit eget liv det sidste år. Efter at have spillet hovedrollen i filmen The Square, instrueret af den svenske filminstruktør Ruben Östlund og som vandt Den Gyldne Palme i Cannes i 2017, er Claes blevet berømt langt ud over Danmarks grænser.  

Filmhittet, som for tiden er Sveriges kandidat til Oscar-prisen for bedste fremmedsprogede film, har givet mange nye muligheder for Claes. Den sang, han spiller på anlægget, er en af dem han og den svenske gallerist og musiker Marina Schiptjenko, som også er med i filmen, har lavet sammen. De faldt i snak i en pause på settet.

“Marina og jeg begyndte at tale sammen og blev opmærksomme på, at vi havde den samme musiksmag. Jeg sendte hende en demo, og nu har vi udgivet sangen som en duet. Jeg er virkelig glad for det”, udbryder Claes, som grundlagde sit enmandsband tilbage i 2008.

The Square fik De Gyldne Palmer i Cannes.

Men måske endnu vigtigere, så er castere og filminstruktører uden for Skandinavien også begyndt at kontakte ham.

“Jeg får meget mere interesse fra England og USA nu. Der er et projekt, som ser rigtig godt ud nu, som jeg virkelig gerne vil have”. 

Det er dog ikke James Bond.

“Nej, det var et rygte! Det er en lille uafhængig film, en rigtig god rolle med fantastiske mennesker”. 

Bond-rygterne startede i Cannes, da filmjournalisten Wendy Mitchell lancerede kampagnen The Daily Bang på Facebook, hvor hun lobbyede for, at Claes skulle vinde prisen som bedste skuespiller. Kort efter fandt hun på hashtagget #bangforbond. Claes griner af det og siger, at han ikke kender noget til det. 

‘‘Jeg tror, at enhver mandlig skuespiller i 50’erne ville have dræbt halvdelen af sin familie for at få denne rolle’’

“Men jeg er i kontakt med Barbara Broccoli, som laver Bond-filmene, om noget andet”, tilføjer han.

Familiens lejlighed i København er det perfekte billede på en afslappet og hyggelig dansk livsstil fyldt med kunst og litteratur og med en stor terrasse til lange middagsaftener med venner.  Men i disse dage har Claes ikke så meget tid som førhen til at slappe af her, mens han lytter til sin pladesamling eller slentrer rundt i Søndermarken sammen med Lis. The Squares internationale succes tager ham rundt i hele verden, og han er ivrig efter at få det bedste ud af det.

“Jeg har været til premierer på Island, i Sverige, Canada og Frankrig, og jeg rejser snart til Los Angeles. Jeg forsøger at gøre så meget, som jeg kan. Filmen får rigtig meget opmærksomhed, hvilket er fantastisk. Den er som et udstillingsvindue for mig”. 

Det var dog ikke nemt at lave filmen. Ruben Östlund er kendt for sin opslidende metode med at filme den samme scene igen og igen for at få den bedst mulige og ægte præstation. Ud af 75 optagelsesdage var Claes på settet de 73 af dem. 

“Jeg var udmattet til sidst, men det var samtidig inspirerende”, siger han. “Du er hele tiden på tæerne. Og på de bedste dage føler du, at du får lov til at lave noget fuldstændig magisk sammen med teamet og den person, du spiller sammen med – det er lidt som at være på stoffer. Du vil have mere og mere”.

Når man ser filmen og Claes’ overbevisende præstation, er det svært at forestille sig, at han oprindelig følte, at han var helt forkert til rollen som Christian, en ambitiøs museumsdirektør, hvis liv begynder at smuldre, da hans mobiltelefon bliver stjålet.

“Jeg er alt for afhængig af anerkendelse”, siger han. “Det eneste, jeg gerne vil høre, er ‘Claes, du er fantastisk, den er i kassen’. Det fandt jeg ud af, da jeg arbejdede sammen med Ruben, fordi han ikke roser så meget. Jeg følte mig meget usikker i starten, indtil jeg fandt ud af, at han var på samme måde over for de andre skuespillere”.

Foto: Andreas Houmann

I dag ser han filmen som det bedste, han nogensinde har lavet. Det betyder dog ikke, at han ikke er glad for de første 20 år af sin karriere, hvor han optrådte på teaterscener i hele Danmark og lavede tv-drama i Tyskland. Han var meget i Tyskland som barn på grund af hans fars arbejde som konsulent for forskellige rejsebureauer. Han taler flydende tysk og har endda indtalt sin egen stemme i den tyske eftersynkroniserede version af The Square. 

Han fandt interesse for skuespil i gymnasiet takket være hans første passion – musik. Ingen andre i hans familie arbejder i filmbranchen.

“Det skete på gymnasiet. Jeg var i et band på det tidspunkt, og nogle foreslog, at jeg spillede hovedrollen i en skolemusical. Aldrig i livet, tænkte jeg, jeg kan ikke spille skuespil. Men jeg prøvede, og det gik rigtig godt”, husker han.

Efter gymnasiet spillede Claes improvisationsteater. Men han turde ikke søge ind på Den Danske Scenekunstskole, før det næsten var for sent. 

“Da jeg var 23 år, var der én, der fortalte mig, at aldersgrænsen for at blive optaget på skolen var 25 år. Så jeg blev enig med mig selv om, at jeg var nødt til at prøve. Ellers ville jeg fortryde det. Jeg kom ret langt i ansøgningsprocessen, men ikke hele vejen. Det efterfølgende år prøvede jeg igen. Og en uge før min 25-års fødselsdag ringede de til mig og sagde, at jeg var blevet optaget”.

Foto: Andreas HoumannClaes har ikke set sig tilbage siden. Herhjemme er han kendt for at mestre monologen og har optrådt i forestillinger som Tim Crouchs Min arm og Ondskaben, baseret på Jan Guillous roman af samme navn. Han er også et kendt ansigt fra tv-dramaer som Anna Pihl og Broen. Pointen med at spille skuespil synes for ham at være den kreative tilfredsstillelse, selvom han ikke er for genert til at indrømme, at succes er en velkommen bonus.

“De går hånd i hånd. Hvis The Square ikke var så god, ville filmen ikke have fået den opmærksomhed, den får, hvilket samtidig åbner en masse nye døre. Men det er tilfredsstillende at tænke på, at jeg har gjort alt, hvad jeg ønskede at gøre rent kreativt. Jeg tror, at enhver mandlig skuespiller i 50’erne ville have dræbt halvdelen af sin familie for at få denne rolle”, joker han.   

Og hvordan føles det at få et internationalt gennembrud som 50-årig?

“Det føles fantastisk! Jeg har aldrig drømt om Hollywood. Hvis jeg havde kunnet definere min drøm, ville den være dette – at lave The Square. Men nu vil jeg selvfølgelig lave mere”. 

Hvad det “mere” bliver, er stadig uvist. Imens kan fans se Claes på scenen i København eller lytte til hans musik. Og måske bør de ikke opgive Bond-kampagnen heller.

“‘Bang for Bond’ lyder jo godt. Hvis de vil have mig, har de mit nummer”. 

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Book flybillet

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk