/\

ANNONCE

Foto: Dobre Rzeczy

Steder

God mad i Szczecin

Den polske madkultur er som mange andre påvirket af verdenskøkkenet. Thai-mad, sushi, pizza og burger er selvfølgeligheder i de større polske byer, men det betyder ikke, at det polske køkken er gået i glemmebogen. Her får du vores tips til polsk kost og andet godt i Szczecin.

Det traditionelle polske køkken er solid husmandskost med masser af kød, kartofler og kål. Syltning, saltning og fermentering er traditionelle teknikker, der gennem tiden har været brugt til at konservere grønsager, svampe, bær og frugt til de lange vintre. De sure, salte og fermenterede smage er stadig en essentiel del af det polske køkken.

Pierogi - en af Polens nationalretter. Foto: Shutterstock

Traditionelle hits er placki ziemnaczane, Polens svar på røsti, der ofte serveres med creme fraiche eller gullasch. De fleste polakker vil også mene, at de raviolilignende pierogi skal prøves, uanset om man vælger dem med kødfyld, kål og svampe eller ost. Golonka, braiseret svineskank, er et must for kødelskere, og jægergryden bigos med kål, kød og pølser er en tidløs klassiker. Og så er der alle supperne – fra rødbedesuppen barszcz og hønsekødsuppen rosol til den fermenterede rugsuppe zurek.

Her er vores tips til traditionel kost – og meget andet godt – i Szczecin.

Ærkepolsk og i mandfolkeportioner

En traditionel polsk restaurant, hvor den får alt, hvad den kan trække af madnostalgi. Interiør som en krostue fra før verden gik af lave, og mad som polske husmødre har lavet den i generationer. Smalec og sure agurker som forret, alskens pierogi, svineskank, vildsvin, sovs og kartofler. Øl og vodka hører sig til, og der er også dessert, hvis man har taget de elastiske bukser på. Menukortet på fire sprog inkl. dansk vidner om, at det ikke kun er de lokale, der er vilde med konceptet.

Karczma Pod Kogutem

Lotnikow 3, Szczecin

Vis på kort

Åbent man-lør 11-23, søn 12-22.

Foto: Stockholm Kitchen and Bar

Stockholm kitchen and bar

Hvis man synes, det traditionelle polske køkkens kød, kål og kartofler ligger vel tungt, er Stockholm Kitchen and Bar et fint alternativ. Her serveres moderne, nordisk-europæisk cafémad i et let, lyst lokale ved flodpromenaden. Der er udsigt til solskin og vand og sågar en del vegetariske retter på menuen, hvilket ikke er en selvfølge i Szczecin. God til brunch, frokost, kaffe og aften.

Stockholm kitchen and bar

Bulwar Piastowski 1, Szczecin

Vis på kort

Lige ved Dlugi Most. Åbent 10-23.

Chokolade - og mere chokolade

Den hæderkronede chokoladefabrik E. Wedel blev grundlagt i Warszawa i 1851 og er Polens chokoladebrand nr. 1. De står bag et chokolademekka af en café i Szczecins barokport Brama Królewska, hvor man kan nyde fyldte chokolader, drikkechokolade, figurer i chokolade og desserter med chokolade. Nyd det søde liv og de fornemme omgivelser før, under eller efter sightseeing i byen - chokoladecaféen ligger nemlig blot et stenkast fra det nye bymuseum og det nye koncerthus.

Pijalnia Czekolady Wedel

Brama Królewska, Plac Holdu Pruskiego 1, Szczecin

Vis på kort

Åbent dagligt ml. 10-22.

Foto:Z Drugiej Strony Lustra

Fransk-polsk gourmet

Fine dining i Szczecin. Køkkenchef Iwona Niemczewska og hendes team serverer fransk-polsk fusionskøkken af de bedste råvarer, og har et vinkort på 100 udvalgte vine fra hele verden. Her er alt fra konfiteret andelår, foie gras og steak tatar til pierogi med and og sort pasta med røget ørred. Der er også adskillige vegetarmuligheder og en børnemenuen har klassikere som tomatsuppe, pasta med tomatsauce og kylling med pommes frites. Alt inkl. is og desserter laves på stedet fra bunden og til UG. Anbefalet af og Gault & Millau 2018.

Z Drugiej Strony Lustra

ul. Pilsudskiego 18, Szczecin

Vis på kort

Café med udsigt. Foto: Café 22

Café 22

Det er ikke her, du får byens billigste kop kaffe, men til gengæld får du den bedste udsigt. Café 22 ligger på 22. sal i det iøjnefaldende businesstårn Pazim midt i centrum ved indkøbscentret Galaxy og Radisson-hotellet, som mange stifter bekendtskab med når de er i Szczecin. Caféen har 360 graders udsigt over byen, og der er kaffe, varm chokolade, alskens kage og desserter samt cocktails, sandwich og snacks på menuen.

Café 22

plac Rodla 8, Szczecin

Vis på kort

Foto: Dobre Rzeczy

Gode sager i den gule villa

Park Kasprowicza er Szczecins største park, der gennemskæres af Slowackiego, hvor den lille perle Dobre Rczecy – eller Gode Sager – ligger i en villa med udsigt til parken. Her fås præcis det, de lover – god mad og kaffe fra det polske og internationale køkken, hjemmelavet og på gode råvarer. Charmerende indretning og sød betjening.

Dobre Rezczy Na Slowackiego

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk